
Den vildeste rejse
Allan Tanghøje har været i MIND4iT i 17 år - det vil også sige, siden firmaets spæde start. En tid han ser tilbage på med gejst i øjnene.

“Det har været den vildeste rejse” - den første og hyppigste sætning, som Allan Tanghøje bruger gennem sin fortælling om sin karriere de seneste 17 år i MIND4iT.
“Vi er gået fra tre medarbejdere i en kælder med 60 IT-konsulenter til 16 medarbejdere på 2. sal i et stort domicil i Carlsberg Byen med 425 konsulenter. Med andre ord er vi gået fra kælder til kvist.”, siger Allan med et smil og glimt i øjet, der emmer af stolthed.
At gribe muligheden, når den er der
Allan Tanghøje havde hørt en fugl synge om, at to af hans tidligere kolleger havde kastet sig ud i et mindre start-up. To kolleger og en idé, han rigtig gerne vil være en del af. “Jeg tog fat i Jan Olsen, den ene af stifterne, og sagde, at de godt måtte række ud, hvis de stod og havde brug for en som mig - og det gjorde de heldigvis ganske kort tid efter”.
Allan blev derfor det tredje ben på taburetten i dét, der var MIND4iTs første team. Allan fik ansvaret for at klare alt det, der ikke havde med salg at gøre, som håndtering af systemer, rekruttering og økonomi. Med en baggrund i shipping-branchen er Allan særlig god til at skabe struktur, planer og overblik over samtlige processer. Derudover kan Allan af natur ikke lade være med at bidrage med dét, han kan se, der er brug for - alt sammen kompetencer, som MIND4iT hurtigt fik gavn af.

Et tæt og langvarigt forhold til regnskabet
Her 17 år efter første dag i MIND4iT er rollen endt mere specifikt på at håndtere selskabets kontrakter og økonomi. Det betyder også, at Allan formår at bevare et overblik over økonomien og indtil nu har været med til at lukke selskabets regnskab 204 gange.
Et overblik, som gradvis har skulle tilpasses i takt med, at MIND4iT blev opkøbt af twoday (der dengang hed Visma Consulting). Her var der flere systemer, som arbejdsgangene skulle tilpasses efter, samt nyttig viden MIND4iT kunne få gavn af. “Det er kun fedt, at vi kan trække på hinanden på tværs af twodays selskaber og forsøge at spille hinanden gode blandt andet i forhold til at hjælpe hinanden med kunder”, fremhæver Allan.
Fra scratch til succes
Som de fleste oplever, vil der uundgåelig komme perioder, når man har været på samme arbejdsplads i mange år, hvor man godt kan kigge nye veje. Allan nævner, at der var én periode, hvor tanken strejfede ham - endda i sådan en grad, at han fik lagt en opsigelse. En opsigelse, som lederen Jan Olsen dog ikke ville godkende. “Han fik overtalt mig til at blive - det er han god til”, siger Allan med et smil og fortsætter: “I dag er jeg taknemmelig for det - for det er fedt at kunne se tilbage på den vildeste rejse, hvor vi sammen har skabt noget fra scratch til succes”, fortæller Allan.
Allan fremhæver, at det at få MIND4iT til at lande der, hvor de er i dag, naturligvis også har krævet hårdt arbejde - særlig i begyndelsen. “Vi er et godt sted i dag i forhold til arbejdsload, som også passer bedre til, hvor jeg er i livet nu”. Selvom man hverken kan se eller mærke det, så er Allan som 66-årig tæt på at kunne gå på pension - en mulighed han dog langt fra har planer om lige nu: “Så længe, jeg føler, jeg kan følge med, bidrage og ikke mindst gå glad hjem fra job - så bliver jeg ved med at være en del af rejsen”, afslutter Allan.
MIND4iT - vi finder den ekspert, du har brug for
Har I behov for at supplere med en ekspert til jeres team? Så giver twoday MIND4iT adgang til et af markedets største netværk af freelance konsulenter.
Vi dækker alt fra enterprisearkitekter, projektledere, testere, seniorudviklere og en lang række roller midt imellem. Vigtigst af alt: Alle vores konsulenter er omstillingsparate og klar til at tage hul på nye, spændende projekter sammen med jer.