Skip to content

Det handler altid om mennesker  

Kent Agerlund, Managing Director og Principal Developer i twoday CTGlobal

twoday

Taler man om Kent Agerlund, så følger mange rosende ord om lederen, samarbejdspartneren og manden bag alle hans titler. Men titlerne er ikke omdrejningspunktet. For Kent handler det om mennesker - uanset kontekst og rolle.    

Omdrejningspunktet er også mennesker i twoday CTGlobal, som Kent har stiftet. Her handler det nemlig om at gøre det rigtige for de mennesker, der arbejder i virksomheden, men i særdeleshed også for kunderne. Privat laver Kent velgørende arbejde – en “ting”, han normalt ikke taler om – men gør dog en undtagelse i dette interview.
  

Det lange seje træk 

Kent er opvokset i Ballerup, og når han sad i klasselokalet i folkeskolen, drømte han om at gøre tingene anderledes. Allerede i en ung alder vidste han, at han ville skabe noget. Der skulle dog gå nogle år, hvor han først færdiggjorde sin uddannelse og efterfølgende arbejdede som udvikler, hvor han lærte den nye IT-branche at kende, førend han fik sin første iværksætter- og ledererfaring. For Kent var det nemlig vigtigt, at han gjorde det i den rigtige rækkefølge.  

“Det har aldrig handlet om at starte en virksomhed op i en ung alder. Derimod har det været mit ønske at gøre det rigtigt. Jeg kan se ud over i morgen og ved, at det i virkeligheden handler om det lange seje træk”, fortæller Kent, som supplerende fortæller, at det ikke skal misforstås som, at han er bange for at fejle. For det kommer man til - også som leder. Han indskyder kækt: “Vores direktør Peter Odgaard og jeg kalder fejl for kursuspenge”.   

Men der blev bestemt ikke anvendt kursuspenge, da Kent i 1999 grundlagde Coretech (i dag twoday CTGlobal). En succesfuld og international virksomhed, hvis resultater Kent tilskriver kollegerne.  

“Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvilke kompetencer, jeg har, og hvilke, jeg mangler. Derfor har det været vigtig for mig at finde nogle kolleger og medarbejdere, der både er passionerede og har kompetencer inden for områder, jeg ikke har”, fortæller Kent.   

En tilldsfuld og empatisk leder  

“Jeg er drevet af passion og et ønske om at gøre det rigtige for mennesker” er indgangssætningen, når Kent skal fortælle om sig selv. Denne tankegang går også igen i twoday CTGlobal – hvor det både handler om at gøre det rigtige for de mennesker, der er i virksomheden og i høj grad også for kunderne.   

“At gøre det rigtige handler hverken om rygklapperi eller at behage. Det handler om at finde ud af, hvilke behov, folk har, hvor de gerne vil hen, og hvordan vi så kan hjælpe dem, uanset om det er kunder eller medarbejdere”, fortæller Kent. Det er måske en af forklaringerne på, hvorfor twoday CTGlobal fortsat bevarer momentum i en omskiftelig tid med ny teknologi og hybride arbejdspladser.   

Teknologiens udvikling har blandt andet betydet, at løsning af arbejdsopgaver ikke nødvendigvis kræver fysisk nærhed. En udvikling accelereret af COVID-19-pandemien, som i løbet af få uger ændrede virksomheder og industriers måder at arbejde på, og hvor fremmøde på kontoret blev erstattet af hjemmearbejde. Selvom COVID-19-pandemien i dag kan virke langt borte, er der dog ingen tvivl om, at hjemmearbejde er kommet for at blive. Hos twoday CTGlobal hjælper man virksomheder og organisationer med at øge produktiviteten, styrke samarbejdet og øge sikkerheden uanset hvor og hvornår medarbejderne arbejder.   

Fremtidens arbejdsplads er et emne, der for tiden optager mange virksomheder. Det optager også ledelsen i twoday CTGlobal, hvor der dog er en meget høj grad af fleksibilitet i forhold til medarbejderne.   

“Det er vigtigt, at man som virksomhedsleder har en forståelse af, at mennesker er hele mennesker og ikke bare ressourcer, og det signal sender man i min optik, hvis man forlanger, at medarbejdere skal møde på kontoret alle fem arbejdsdage”. Holdninger som disse er typiske for Kent, der leder med empati og tillid. Ifølge ham selv er det en ledelsesstil, der altid har ligget dybt i ham.   

“Jeg kan lide mennesker, og jeg tror på det bedste i alle. Som leder vil jeg gå forrest, men jeg har ikke behov for at være involveret i alt. Jeg har tillid til, at alle gør deres bedste, men jeg ved også, at man som leder balancerer på en hårfin grænse mellem tillid og naivitet. Dog synes jeg, at det er vigtigt at udvise tillid, for jeg tror på, at når mennesker er dygtige inden for deres felt og er passionerede, så vil de gerne yde deres bedste”, fortæller Kent.

Kent og twoday CTGlobal holder dog fast i, at alle skal møde ind på kontoret enkelte dage om ugen. “Selvom hjemmearbejde er kommet for at blive, er kontoret ikke på vej ud”, mener Kent og fortsætter: "Det er nødvendigt at møde ind, for vi er socialt anlagte, og vi har brug for at mærke den synergi, der opstår, når vi mødes og arbejder sammen.”

“At gøre det rigtige handler hverken om rygklapperi eller at behage. Det handler om at finde ud af, hvilke behov, folk har, hvor de gerne vil hen, og hvordan vi så kan hjælpe dem, uanset om det er kunder eller medarbejdere.” 

kent-agerlund-digitale-trends

Hjem til basen i Danmark 

Foruden at være grundlægger af twoday CTGlobal er Kent i dag fortsat en del af ledelsen og Managing Director. Samtidig er han Principal Developer på alt, hvad der hidrører sikkerhed og Modern Work. Og så arbejder han også som konsulent hos kunderne fra tid til anden og siger smilende: “Jeg har jo ikke glemt tingene”.  

Desuden er Kent en af blot fire danskere med titlen Microsoft Regional Director - og en af 160 på verdensplan. En titel, som han ydmygt fortæller, tildeles af Microsoft på baggrund af et sæt strenge guidelines og evalueringer. Som Microsoft Regional Director er Kent dermed en del af en meget eksklusiv klub.  

Med alle rollerne følger også udlandsrejser. Tidligere har Kent haft op mod 150 rejsedage om året for at tale med internationale kunder og deltage i konferencer. Det kan få en til at drage paralleller til store musikere, der rejser verden tynd for at stå på musikscener. Men der er ikke tale om et soloshow. Kent er del af hold – også privat.   

Selvom Kent i dag har langt mindre rejseaktivitet, har det altid været vigtigt at have en base at vende hjem til i Danmark. Den har han skabt med sin hustru, som han mødte i gymnasiet. Familien har da også overvejet, om de skulle flytte til USA, men de er blevet i Danmark. Og det er en beslutning, som Kent også er glad for.  

“Selvom vi havde tænkt, at det ville være et fantastisk eventyr, elsker vi Danmark så meget, at det er i orden, at det ikke blev til noget i denne omgang. Måske i fremtiden”, fortæller Kent.  

Og mens han er forblevet i Danmark, har han også fundet det vigtigt at bidrage til fællesskabet. Han laver en masse velgørende arbejde, som han ikke taler meget om. Han deler dog, at han senest underviser flygtningekvinder i IT og sikkerhed. Og da han bliver spurgt, hvorfor han gør det, svarer han prompte: “Jeg kan lide mennesker, og jeg vil gerne hjælpe og rykke dem, hvis jeg kan”.   

Det viser på fornemmeste vis, hvordan det for Kent altid handler om mennesker – uanset kontekst og rolle. Det handler om at hjælpe enhver frem.

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.