Skip to content

I en farverig IT-branche står Martin ud  

Martin Johannesson
Principal Developer i twoday IT Minds

I mødet med Martin Johannesson ser man straks, at han stikker ud. Han er ingen prototype på en Principal Developer, for han udfordrer konventionel tænkning og teknologi. Selvom drivkraften er læring og sjov, er fagligheden altid i centrum. 

twoday

Master of all  

Inden Martin begyndte i twoday IT Minds, bragte rejsen ham til USA i nogle år, hvor han påbegyndte uddannelser inden for både jura og finans, da han tænkte, at det var den sikre vej til succes. Men det var slet ikke ham, for han har altid været drevet af at fokusere på det, han finder mest interessant - en blanding af læring og sjov, hvilket han har fundet inden for IT. Det var dog først, da han kom tilbage til Danmark, at han lavede det naturlige skift. 

”Jeg er 90'er barn og oplevede den dejlige tech-bølge, hvor der pludseligt kom mange gadgets ind i hjemmet. Jeg havde som nok mange andre drengebørn den der tendens til at ødelægge ting og samle dem igen. Så der begyndte interessen for IT og computere, og jeg har altid været dygtig til det. Derfor faldt det mig bare naturligt ind at lave et skift og studere softwareudvikling på IT-universitetet”, fortæller Martin.  

En unik uddannelse, som gav Martin en masse kompetencer, og med to bachelorer i rygsækken i en alder af 25 år landede han sit første job i twoday IT Minds. Først som udvikler, hvor han med sin store faglighed og energiske personlighed fra dag ét udfordrede konventionel tænkning og teknologi. Sidenhen kom tidspunktet, hvor han skulle vælge en retning, og denne retning udviklede han i en rolle som Senior Software Developer.

”Man kalder det jack of all trades, master of none. Man kan alting en lille smule, men intet har man mestret. Men jeg kunne mestre det hele, synes jeg i hvert fald selv. Så en master of all, for jeg fik en bred palette af opgaver på hele teknologiområdet”, fortæller Martin. Den erfaring rigere gjorde, at han sidenhen placerede sig naturligt på posten som Principal Developer, som er titlen på den mest ansvarlige teknologiske rolle i twoday IT Minds, som han har bestridt i to år nu.  

twoday

Om at skille sig ud og passe ind  

Jobbet som Principal Developer indebærer ”at være på forkant med det hele”, fortæller Martin. Derfor består opgaven i at vurdere den teknologi, framework med videre, som virksomheden skal investere i. Rollen indebærer også kundekontakt med store danske virksomheder, hvor han blandt mørkeblå jakkesæt stikker ud. Når den 32-årige Principal Developer har kundemøder for at tale om nye projekter, er han altid iført blomsterskjorter.  

”På kontoret kan jeg være mig selv, men lige så snart jeg mødes med kunder og skal repræsentere vores virksomhed, så er det selvfølgelig et lidt andet billede, jeg præsenterer. Det er altid lidt alternativt. Jeg sidder jo også i blåt jakkesæt, men den blå farve er meget iøjefaldende. Det er ikke bare en mørkeblå. Den er meget blå. Jeg har altid blomsterskjorter på, når jeg har skjorter på. Jeg får jo lov til at skille mig ud.” 

Det giver god mening at iklæde sig tøj, som ikke skaber en distance, da kunder og kolleger skal relatere til det, som Martin siger. Derfor sætter hans påklædning ikke barrierer for folk, men det er samtidig vigtigt for ham at være sig selv og omfavne sin seksualitet, og derfor har han aldrig følt i hverken personlige eller professionelle sammenhænge at skulle holde det tæt til kroppen, men alene at tone det ned i visse tilfælde. Og ved at stikke lidt ud fra mængden, så passer han perfekt ind i twoday IT Minds.  

”Jeg havde ikke fundet fodfæstet og havde hele tiden skiftet retning. Havde aldrig været et sted længe ad gangen. For første gang havde jeg set de samme ansigter i fem år i træk, fordi jeg følte mig velkommen”. Sådan erindrer Martin, at han sagde, da han modtog prisen – en guldkop – efter han havde været en del af twoday IT Minds i fem år. Efter syv år i virksomheden har han det stadig lige sådan. En af årsagerne til, at han fortsat er i virksomheden, er kulturen, hvor der er højt til loftet og en ild i folk, samtidigt med at professionalisme og faglighed er omdrejningspunktet. Netop fagligheden og at blive opfattet seriøst har været vigtigt for Martin, som når adspugt, om hans seksualitet har betydning for hans rolle, fortæller: Nej, for man skal ikke nedtone ens faglighed på grund af anderledeshed. Det er ikke min seksualitet, der gør mig dedikeret og til den, jeg er i IT-branchen - men dét, at jeg i twoday IT Minds bliver favnet og set på som Martin med alt, hvad jeg rummer gør, at jeg kan være endnu mere kreativ og skabe endnu bedre rammer og løsninger for både kunder og kolleger.  

Om at fagligheden er i centrum i twoday fortæller Martin: 

”Når du kommer ind ad døren, bliver du ikke sat på et podie, hvor du skal fortælle om din seksualitet. Når du sidder rundt om bordet, bliver der gjort plads til, hvem du er, og det er perfekt. Man får ikke taletid, blot fordi man skal have taletid. Man bliver heller ikke gjort tavs. Det er ens faglighed, der driver en, og det er ikke, fordi de er farveblinde, for de giver plads til, at folk kan være, hvem de er.”   

”Hvis du projekterer inklusion, så tror jeg automatisk, at personer fra alle verdens grene vil søge hen. Så vil vi automatisk blive diverse”  

martin_johannesson_portrætbillede

Inklusion og diversitet 

”Jeg tror, at det har noget med historien at gøre, og hvordan computere og IT kom til, og hvem man lavede det til. Det har ikke været lavet til den måde, som man bruger det til i dag. Det er i alles hænder og understøtter en i alt. Det var lavet til at understøtte en i en bestemt type arbejde, som var ret mandsdomineret. Og når det nu er så udbredt, og alle har en super-computer i hånden, så vi begynder at mærke diversiteten”, fortæller Martin, når han tager et tilbageblik på vigtigheden af diversitet i IT-branchen.     

Dét, at omfavne forskellighed, er noget, der ligger Martin på sinde, og derfor fortæller han også, at han både har været med til at forme virksomhedens værdier, stå i spidsen for at arrangere begivenheder og initier til dialogen om inklusion. Men diversitet omfatter mere end seksualitet understreger Martin, for diversitet forekommer i mange former. Diversitet omfatter også forskelle i køn, alder, etnicitet, religion, socioøkonomisk status og mange andre aspekter. Derfor er vi nødt til at forstå verden, som i al tænkelig betydning er farverig, hvis vi skal løfte opgaven om at levere løsninger til vores samfund.  

Men hvordan bliver man som virksomhed i endnu høj grad drivers? Ifølge Martin sker det naturligt, hvis vi får folk til at føle sig inkluderet. ”Hvis du projekterer inklusion, så tror jeg automatisk, at personer fra alle verdens grene vil søge hen. Så vil vi automatisk blive diverse.” 

 

En divers bølge  

Martin tjener som inspiration, for med en høj tech-rolle viser han nye måder at klæde sig på i IT-branchen og har åbnet op for nye diskussioner om diversitet, hvilket han mener er nødvendigt. ”Jeg taler med unge direkte fra universiteterne i forbindelse med mit arbejde, og jeg ser klart en mere divers bølge nu, end der har været hidtil.”  

Derfor må vi forvente at se en i endnu højere grad farverig IT-branche, hvor alle farver i paletten bliver repræsenteret. I stedet for at lave kvoter mener Martin, at vi skal skabe rammerne for, at alle kan trives, føle sig velkomne og inkluderede. Det gør vi blandt andet ved at deltage i en portrætartikel, som Martin i denne anledning gør. ”Det er vigtigt, at vi snakker om vores anderledeshed og repræsenterer det. Nogle gange handler repræsentationen af rollemodeller ikke om en selv, men om at andre måske får noget inspiration til at se, at ting også er mulige.”

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.