Skip to content

Selvstændighed og samhøringhed går hånd i hånd 

Nassir Nowruzi, IT-konsulent og graduate i twoday

twoday

Nassir har altid været drevet af selvstændighed, og på trods af sin unge alder har han allerede prøvet at have egne virksomheder, hvor IT altid spillede en vigtig rolle. Selvom tanken om en IT-uddannelse havde strejfet ham, skulle den modnes over en årrække, før han tog valget om at gøre IT til en levevej. Et arbejde, hvor han forsat bevarer selvstændigheden, der altid har drevet ham, og hvor han samtidig er en del af holdet, som han kan lide.  

Interessen for selvstændighed 

Nassir har altid interesseret sig for iværksætteri, og allerede som helt ung begyndte han på sit første projekt. Sammen med en ven besluttede han sig som 16-årig for at lave hjemmesider til små virksomheder i lokalområdet ved siden af gymnasiet. Mens vennen var et naturtalent til IT, var Nassir lærenem. Og efter at have kigget vennen over skulderen, begyndte han også selv at lave hjemmesiderne. På trods af Nassirs store potentiale og projektets popularitet, trak han sig ud af virksomheden, da han fik studenterhuen med det blå bånd på.   

“Jeg havde jo prøvet at have et firma i nogle år, og jeg kunne lide at være selvstændig. Nu ville jeg prøve at være helt selvstændig. Samtidig var der ingen uddannelser, der tiltalte mig”, fortæller Nassir, som ikke anså en IT-uddannelse som ikke mulig på daværende tidspunkt. 

“Jeg havde en forestilling om, at dem, der tog en IT-uddannelse, var nogle, som var dygtige til IT, inden de var begyndte på uddannelsen. At de var autodidakte. Og så havde jeg også en forestilling om, at uddannelsen var hård, og jeg har aldrig været typen, der var særlig boglig. Så jeg kiggede slet ikke i den retning”, erindrer Nassir.

Selvom han i første omgang ikke så selv sig tage en IT-uddannelse og gå IT-vejen, var retningen dog alligevel ved at tage form. I mellemtiden droppede han alle uddannelsesplaner efter gymnasiet og stiftede forskellige virksomheder. Men han var ikke uden mål: “Hvis man ikke har mål, så ved man ikke, hvor man ender. Sådan har jeg det. Så jeg har altid mål, som naturligt har ændret sig i takt med, at jeg har nået dem”. Et af målene var at få succes med egen virksomhed. Det mål opnåede han.   

Paradokset af at være selvstændig og samtidig afhængig af andre 

Virksomheden, som Nassir stiftede, var et mobilt bilvask-firma. En ide, der var vokset ud af hans indgående kendskab til biler. Virksomheden blev hurtig så populær, så foruden en masse kunder og medarbejdere, kom nye partnere til. Og som bare 26-årig kunne Nassir skrive ejer og driftsleder på visitkortet.    

Med popularitet følger travlhed naturligt med. Og som driftsleder mærkede Nassir travlhed i høj grad. Foruden at have ansvaret for den daglige drift, herunder ansættelse og onboarding af nye medarbejdere, havde han også ansvar for kundekontakt og indkøb. Opgaver, som tog al hans tid.  

“Virksomheden blev hurtig for stor. Jeg havde en stilling, hvor jeg i en lang periode arbejdede mandag til søndag. Desuden interesserede iværksætteri mig og ikke så meget drifts-delen”, fortæller Nassir, som efter tre og et halvt år solgte sin andel af virksomheden.    

Det stod nu klart for ham, at han ville gå IT-vejen. For IT havde krydset hans vej igen – denne gang i form af et IT-bookingsystem til brug for virksomhedens bookinger og opgavestyring.  

“Vi havde ansat nogle datamatikere til at udvikle en platform for virksomheden. Dem var jeg ofte i dialog med og fulgte projektet tæt. Så jeg fik indsigt i, hvad IT egentligt indebærer. Og så søgte jeg en dybere viden og læste om datamatiker-uddannelsen. På den baggrund blev jeg interesseret i at lære faget og arbejde med IT”, fortæller Nassir.  

Interessen for IT beroede samtidig på fællesnævneren mellem arbejdet som selvstændig og IT-konsulent – selvstændigheden og udviklingen, som passer godt til Nassirs temperament.  

“Jeg har altid kunnet lide at være selvstændig, men paradoksalt var jeg blevet afhængig af, at andre udførte en opgave for mig. Så jeg savnede selvstændigheden, hvilket jeg kunne få som IT-konsulent. Samtidigt stilles du som selvstændig over for udfordrende opgaver, og det er i løsningen, at du udvikler dig. Det samme ville gøre sig gældende i arbejdet som IT-konsulent”, fortæller Nassir, som i en alder af 28 år tog en datamatiker-uddannelse og kort efter afslutningen begyndte i twoday. 

“Hvis man ikke har mål, så ved man ikke, hvor man ender. Sådan har jeg det. Så jeg har altid mål, som naturligt har ændret sig i takt med, at jeg har nået dem.” 

nassir_nowruzi_portræt

Vigtigheden af hold

Med forskellige tilbud på bordet valgte han twoday. Et nemt valg ifølge Nassir, som også fortæller, at det var graduate-forløbet, der var udslagsgivende.   

“Muligheden for et skræddersyet 12 måneders forløb, en faglig mentor blandet med personlig og faglig udvikling var tiltalende. Og så ville jeg være en del af et hold, hvor vi ville følges i forløbet”, fortæller Nassir. Et forløb, som han nu er i gang med, og som i allerhøjeste grad lever op til forventningerne - han er omgivet af kompetente, nyuddannede kolleger som ham selv, men også erfarne kolleger, som han kan søge sparring med. Også forventningerne til det sociale er indfriet, for den empatiske Nassir tilføjer smilende, at der er en masse sociale aktiviteter på graduate-holdet, som man bare kan deltage til, hvilket er belejligt, når man som ham ikke altid er god til at planlægge sin uge. Og han deltager til arrangementerne, for han synes om sit graduate-hold og sammenholdet, der allerede er skabt.    

Foruden at være en del af graduate-holdet arbejder Nassir i dag som IT-konsulent i twoday på et projekt for den Britiske Søfart- og Kystvagtstyrelse – og på et projekt med to erfarne kolleger, som altid tager sig tid til at forklare tingene på en god måde og hjælpe, tilføjer han. På projektet opgraderer Nassir kundens eksisterende system, og her sidder han med aktiviteter relateret til både front-end og back-end. At sidde med begge aktiviteter er præcist, som han havde ønsket, for opgaverne er afvekslende og udfordrende, hvilket er med til at udvikle ham. Samtidig kan han bruge erfaringen fra tiden som selvstændig. “Jeg arbejder fortsat selvstændigt, men når man er del af en forretning, så har man altid en til at hjælpe - uanset, hvad det er, og det kan jeg virkelig godt lide”, fortæller Nassir smilende. Nassir tilføjer, at det generelt er rart at være en del af et hold, for man perfomer i fællesskab, drøfter usikkerheder og fejl, samtidig med, at man får skabt gode relationer til hinanden. Man får endda venner gennem jobbet – det har han allerede fået.

God energi er en vigtig ressource 

Den ydmyge Nassir lægger vægt på ønsket om at dygtiggøre sig, selvom han allerede kan så meget. Derfor bruges fritiden også på at sidde med den teknologi, han til daglig arbejder med.

“Jeg har nogle små sideprojekter, som jeg arbejder på i fællesskab med en udvikler. Så jeg udvikler mig samtidigt med, at projekterne måske kan blive til noget”.

Et af projekterne har været udviklingen af en communitiy-platform til et computerspil, som hans to mindre søskende spiller. Noget, som har skabt stor glæde. Ellers bruges fritiden på træning i fitnesscentret, hvilket har været en fast del af Nassirs liv i efterhånden mange år. Så meget, så han er at finde i fitnesscenteret seks gange ugentligt. Foruden ønsket om at holde sig fysisk i form, er der også et andet aspekt i det.  

“Jo højere mål, du har, desto hårdere skal du træne, men man skal samtidigt være dedikeret og disciplineret. Det har jeg kunnet overføre til andre områder - disciplinen og dedikationen”, fortæller Nassir. For han gør intet halvhjertet, og nogle gange kræver det disciplin, når lysten svigter. Til gengæld er han god til altid at holde fast i den gode energi: “Det er vigtigt at have en god energi og højt humør, for det smitter - også på ens kolleger. God energi er en vigtig ressource, for den skaber trivsel og glæde”. Og den gode energi mærker kollegerne dagligt i twoday, hvor han altid møder en med det største smil, som smitter.

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.